Barenbrug leverer græs til OL

KINA:
The Royal Barenbrug Group skal levere græstæppet til Kinas nationalstadion i forbindelse med de Olympiske Lege.

 

Når verdens bedste atleter samles i Beijing i august for at dyste om olympisk guld, kommer det til at foregå på et græstæppe leveret af den hollandske græsfrøleverandør The Royal Barenbrug Group. Også fodboldfinalerne vil blive spillet på det store stadion, kaldet »Fuglereden«, som kan rumme 91.000 tilskuere, og er blevet bygget specielt til lejligheden.

De kinesiske myndigheder begyndte allerede tilbage i 2004 at kontakte græsfrøvirksomheder, og efter tests af flere frøblandinger faldt valget altså på den hollandske virksomheds produkt, oplyser Barenbrug.

Selvom frøblandingens indhold forbliver hemmeligt, afslørerBarenbrug, at der indgår adskillige arter af virksomhedens Kentucky Bluegrass-sorter. Aftalen blev officielt indgået imellem Barenbrug China og »Den Kinesiske Gruppe For National Sport«, og omfatter også fire andre olympiske stadions -nemlig, Shenyang,
Tianjin, Shanghai og Qinghuangdao.

 

Imponerende stadion
»Fuglereden«, som er Kinas nationalstadion er 330 meter langt, 220 meter bredt og strækker sig 69,2 meter op i luften. Bygningen fylder 258.000 kvadratmeter hvor 204.000 af disse er anvendelige.

Den karakteristiske »flettede« konstruktion består af 36 kilometer stål, med en samlet vægt på 45.000 ton. Det nye stadion som stod færdigt i marts, har kostet to kinesiske bygningsarbejdere livet og knap to milliarder kroner. Det skal danne om både åbnings- og afslutningsceremonien, og selvfølgelig adskillige sportsbegivenheder.

 

Ved de lejligheder vil de mange TV seere verden over altså kigge på Barenbrugs græstæppe. The Royal Barenbrug Group har 20 kontorer i 12 lande på fem kontinenter, og omsætter for 150 millioner euro årligt. Dermed er den 100-årige og familieejede virksomhed blandt verdens største på sit felt. Barenbrug åbnede sit kontor i Kina i 1999, og det har i dag 22 ansatte.

Kilde; EFFEKTIVT LANDBRUG