Fokuspunkter ved oversåning med kløver

Vi oplever stigende interesse for oversåning med kløver. Mælkeproducenterne er på udkig efter metoder, der begrænser forbruget af kunstgødning og kraftfoder. Oversåning med kløver er muligt, men ikke helt ligetil. Tom Niehof, produktchef for fodergræs, udlægger det, du skal være opmærksom på.

Med lille tilførsel af kvælstof ekstra protein i grovfoderet

De fleste mælkeproducenter kender til kløverens fordele. Planten kan nøjes med lidt kvælstof, og tilfører grovfoderet ekstra protein. De stærkt stigende priser på kunstgødning betyder, at det nu i endnu højere grad kan betale sig. I nysåede græsmarker anvendes der allerede en stor mængde kløver. I de seneste år har oversåning vundet indpas. Denne metode indebærer, at mælkeproducenten løsner græsset med en harve, og efterfølgende sår græsfrø for at forynge græstæppet. Som en logisk konsekvens overvejer mange mælkeproducenter også at overså med kløver.

Jordens frugtbarhed

Det første fokuspunkt er jordens frugtbarhed. Jorden skal have en tilstrækkeligt høj pH-værdi, og fosfat og kaliumtilstanden skal være i balance. "Hvis det ikke er tilfældet, er det klogt først at rette op på dette inden oversåningen. Ellers nytter det ikke at overså med kløver," fortæller Tom Niehof.

Kløver trives bedst på arealer med en noget lavere evne til at frigive kvælstof. En høj kvælstoffrigivende evne gavner ikke kløveren.

Tilstrækkelig plads i græstæppet

Oversåning med kløver kræver et tilstrækkeligt åbent græstæppe. Tom Niehof: "Hvis græstæppet er for godt eller tæt, er slaget tabt på forhånd, da kløveren ikke kan få fat. For at kunne overså med kløver skal du kunne se jorden mellem græsplanterne. Du kan skabe mere mellemrum med en harve." Ukrudtsbekæmpelse er et andet fokuspunkt. "Sørg for at udføre ukrudtsbekæmpelse på forhånd, og vær opmærksom på eftervirkninger af nogle plantebeskyttelsesmidler, som kan betyde, at kløveren slår fejl."

Græsmarkstyring er afgørende

Den rette græsmarkstyring efter såning har enormt stor betydning for kløverens succes. F.eks. har de unge kløverplanter i græstæppet brug for nok lys. Endvidere skal kimplanterne have adgang til nok vand. Hvis du har mulighed for det, kan du vande det oversåede areal. Det anbefales også, at du ikke tilføre kvælstofkunstgødning ved de første to afgræsninger eller klipninger efter oversåningen.

 

Unge kløverplanter tåler ikke for sen klipning. For at give kløveren en chance for at udvikle sig er det bedst at lade marken afgræsse lidt oftere eller at høste lettere slæt. Ifølge Tom Niehof er det bedst at afgræsse allerede 10 dage efter oversåningen.

Han anbefaler desuden, at der kun oversås med hvidkløver. "Rødkløver egner sig bedre til omsåning af græsmark til høslæt. Vælg kløverblandingen Quartet til oversåning for at øge chancen for succes. Quartet er en blanding af de bedste kløversorter på den hollandske sortsliste. Kløversorterne har forskellig bladstørrelse, og sikrer produktivitet, velsmag, kvælstofbinding og persistens.

 

Kløver er vanskeligt at så alene, da frømængden er lille. Derfor anbefaler vi, at du blander kløveren med f.eks. en smule græsfrø (1 til 1, højst 7,5 kg kløver) for at opnå en god fordeling pr. hektar. Udsåningsdybden er generelt ret lav, mellem 0,5 og 1 cm.

Forår eller efterår

Det er bedst at overså med kløver om foråret efter første slæt/afgræsning, eftersom græsvæksten her er dalende. Men endnu vigtigere er mængden af vand. "Planterne vil gerne have en smule vand hver uge. Sådan er det ikke med græs, som kan klare sig længere uden vand. Derudover er det også vigtigt med varme. Derfor er tilsåning i sensommeren generelt den allerbedste løsning. Men vi kan forestille os, at du gerne vil  gøre noget allerede nu, på grund af de høje kunstgødningspriser. Resultatet lader naturligvis vente lidt på sig."

Ikke for store arealer ad gangen

Til sidst anbefaler Tom Niehof, at der ikke oversås på et for stort areal ad gangen. "Det optimale er 10-15 % om året. Det skyldes, at du ikke kender udfaldet, og ikke ved hvordan du senere kan tilpasse resultatet i din styring.. Kløvergræs er anderledes en græs alene, og på den måde kan du give det oversåede areal din fulde opmærksomhed, så det kan blive en succes."

tilbage