Når græs går i skridning, holder det op med at vokse og bliver svært fordøjeligt, og blomsterstandene har et ringe indhold af protein og sukker (se boks). Dette græs virker som en "støjsender", der gør det vanskeligt at opnå en ensartet græskvalitet og forudsige udbyttemængden og indholdet af næringsstoffer.
At foderværdien i græsset er lavere efter skridning, kan også ses af analyser. Græsset indeholder 150 færre VEM i forhold til græs uden begyndende skridning. Ved en optagelse på 10 kg tørstof pr. dag giver det en forskel i mælkeydelsen på mellem 7 og 8 liter pr. dag. I praksis kompenserer mælkeproducenterne for dette ved at give køerne mere kraftfoder. Det betyder imidlertid ekstra udgifter, og mælkeproducenterne skal samtidig sikre, at køerne får ekstra struktur. Det er således en mindre attraktiv løsning.
En blomstrende eng egner sig heller ikke engang til slæt. Bladmassen er på sit højeste, 10 dage før blomsterstandene bliver synlige over græsset, og her er foderværdien og udbyttet i ton således størst. Hvis græsset slås efter skridning, er resultatet derfor altid en mindre stak med en ringere foderværdi. Græsset er desuden meget længere om at retablere sig, når det bliver slået efter skridning, så det samlede årlige udbytte bliver lavere. Og som om det ikke var nok, har græsset også mindre smag, fordi de nederste blade visner bort, når græsset skrider. Det giver mug og svampe mulighed for at formere sig, hvilket forringer foderoptagelsen og ensilagens holdbarhed.