Breeders Trust afslører international svindel

Breeders Trust afslører international svindel

19-12-2014 - Som medlem af Breeders Trust støtter Barenbrug efterforskning, der vedrører opfølgning og håndhævelse af sortsbeskyttelse, samt afskaffelse af illegal produktion og handel med udgangsmateriale. Herved bidrager Breeders Trust til at opretholde kontinuiteten i udviklingen af nye sorter og en sund sektor, hvor der produceres og handles på hæderlig vis. Den seneste afslørede svindel med forfalskede polske etiketter viser, at arbejdet i Breeders Trust er vigtigt for at bevare en sund sektor. Læs mere i nedenstående pressemeddelelse.

 

PRESSEMEDDELELSE

Breeders Trust afslører international svindel med græsfrøcertifikater 

 

Bruxelles, 3. december 2014. Efter en grundig undersøgelse foretaget af den belgisk baserede organisation Breeders Trust har den portugisiske kontrolmyndighed ASAE beslaglagt 21.000 kg græsfrø, som var forsynet med falske polske certifikater. Svindelen omfatter mindst 3 sorter westerwoldisk rajgræs, som er markedsført i bl.a. Portugal og Frankrig. På baggrund af Breeders Trusts opdagelse rådede den polske kontrolmyndighed Piorin i sidste uge kontrolorganer over hele Europa til at være årvågne og om nødvendigt spærre adgangen for polske græsfrøpartier, indtil der er opnået vished omkring certifikaternes ægthed.

 

På baggrund af et tip indsamlede Breeders Trust i efteråret certificerede sække med græsfrø af sorterne Asterix, Jolly og Millenium i forskellige europæiske lande og konstaterede, at de polske certifikater var falske. Projektleder Corné van Beers udtaler: "Først når man ved, hvilke betegnelser på certifikatet der er ændret, er det muligt at identificere partierne med de forfalskede certifikater." De falske polske certifikater ser ved første øjekast normale ud. Men også her gælder det, at: "Den perfekte forfalskning findes ikke." Den polske kontrolmyndighed blev meget forbløffet og tog straks affære, ikke mindst fordi Breeders Trust for nylig også fandt græsfrøpartier med falske polske certifikater i Frankrig. "Yderligere undersøgelser vil vise, om der også er markedsført partier med falske polske certifikater i andre europæiske lande," fortæller Corné van Beers.

 

I græsfrøbranchen er man chokeret over opdagelsen af svindlen med de polske certifikater, som er fundet spredt over hele Europa og måske allerede har forstyrret markedet i længere tid. Direktør for Breeders Trust Geert Staring erklærer, at man vil fortsætte undersøgelserne, og at man i tæt samarbejde med kontrolmyndighederne og de retshåndhævende myndigheder vil sætte alt ind for at fastslå omfanget og identificere kilden, som græsfrøene med de falske certifikater kommer fra.

 

Om Breeders Trust

Kopiering af beskyttede produkter og illegal handel er et stigende problem i hele verden, også i græsfrøbranchen. Organisationen Breeders Trust støtter producenter af læggekartofler og græsfrø ved at arbejde for opfølgning og håndhævelse af sortsbeskyttelse samt afskaffelse af ulovlig produktion og handel med udgangsmateriale. Der vil desuden blive indledt retssager mod avlere og andre brancheaktører, som bevidst overtræder loven. Herved bidrager Breeders Trust til at opretholde kontinuiteten i udviklingen af nye sorter og en sund sektor, hvor der produceres og handles på hæderlig vis. Læs mere på www.breederstrust.eu.